Ernst Martinus Calvinus Luther Bruun
1817 - 1894

Nr. 25. Torsdag d. 20: September. 1894.

Justermester Ernst Bruun.
Af Professor, Dr. phil. Hans Olrik.

De sidste af den Slægt, der repræsenterer det klassiske Studenterliv i Danmark, er ved at forsvinde. I deres friske Ungdommelighed har de i Reglen ganske godt forstaget den yngre Slægt, hvis gardelige Fysiognomi dog var sag forskelligt fra deres eget; men den yngre Slægt paa sin Side har da ogsaa den sympatetiske Forstanelse af Veteranerne fra Studenternes Guldalder, og uden just at indlade os paa at kopiere dem yder vi dem vor varmeste enerkendelse. Vi kan indse, hvad der var deres Begrænsning; men vi mag tillige oprigtig beundre deres store Fortrin. Ja, de er et Studium værd, disse granrede Ynglinge fra den Tid, da Studenterlivet satte sag dybe Mærker i vor Literatur og gav Stramningerne i Hovedstaden et svulmende Løb. Vi glemmer ikke, at det var de unge Akademikere, som den Gang halvt barnlig, men helt uforfærdet foldede de ny Ideers Fane ud for at kæmpe og sejre paa selve den politiske Velplads. Enhver, der har givet fyldige Bidrag til dette pulserende Liv, fortjener at mindes. Thi med disse gamle Studenter gear en højst ejendommelig dansk Kulturepoke i Graven. Ofte forbavses vi ved Tanken om, hvorledes Studenterverdener den Gang mægtede at ridse sag dybe Træk i Tidens Historie, snart i Aandslivet, snart i Politiker, og vi leder om en Forklaring dertil. Vi kan pege hen paa den glmenetu-opæiske Udvikling; men dermed er ingenlunde alt forklaret. Nej, Personlighederne har ogsaa spillet deres store Rolle. Vist er det, at her var en ualmindelig righoldig Aandskgpital ; her mødtes Vid og Lune ined store Tanker og høje Idealer, her kunde romantisk Begejstring forenes med den sundeste Latter og den ædrueligste I Nøgternhed, her kunde de lyse Drømme trives midt i Hverdagslivets Slid og Slæb.
Blandt disse gamle og dog unge Studenter var nys afdøde Justermester Ernst Bruun. Men havde han i rigeligt Maal de Karaktermærker, der var fælles for Studenterne fra Trediverne og Fyrrerne, sag havde han dog i endnu højere Grad en original og selvstændig Personlighed. Dette Sammenspil mellem en sympatetisk Tidsalder og - en ejendommelig Natur, som fandtes hos Bruun, gjorde ham tiltrækkende for de mange, der kendte ham.
Bruun blev født i København den i. November 1817. Hans Fader, Jens Worm Bruun, var oprindelig oplært til Officer og blev ogsaa Fændrik, men gik af som Løjtnant, fordi han imidlertid havde faget Lyst til Lærergerning. Pædagog var han med Liv og Sjæl, og han hører til dem, der har stiftet »Det pædagogiske Selskab«. I sin Undervisning søgte han at gøre alt sag anskueligt som muligt og skyede ikke nogen Møje for at naa dette Maal; saaledes lavede han selv en Mængde snilde Apparater, hvormed han tog Børnenes Interesse fangen. I hele sin Maade at være paa var han højst original, og det samme kan siges om hans Hustru, Hedevig Juliane, f. Heber. For øvrigt var hun ligesaa vims og kvik, som han var langsom og afmaalt. *)

*Betegnende for begge Forældre, maaske ogsaa for Tiden, var Forhandlingen om, hvad Sønnen skulde hedde. Da han var født den t. Novbr., vilde Faderen, at han skulde opkaldes efter Luther, men mellem Martinus og Luther skulde sættes Calvinus, for at han ikke skulde blive for konfessionel«. »Nej, lad ham saa dog i det mindste faa et kristeligt Navn« udbrød Moderen, og saa blev Ernst sat i Spidsen, saa at hans fulde Navn blev: Ernst Martinus Calvinus Luther Bruun.

Efter nogle Aars Forløb flyttede Familien til Aarhus, hvor Faderen blev Lærer, og hvor han døde 6. Oktober 1836 som Førstelærer ved Frue Sogns Borgerskole. Her tilbragte Ernst Bruun sin Barndom fra 1o Aars Alderen. Aarhus var den Gang saa smaastadagtig, at Køerne om Aftenen kom vandrende fra FæIleden gennem Gaderne, indtil de fandt hver sin Port, og saa gammeldags, at Rektor Stousgaard mødte paa Skolen i Knæbenklæder, hvide Strømper, Sko med Ankelremme og Pisk ned ad Nakken. Samme Rektor har endda faaet Ord for at »tilhøre den nyere Tid«, og han indtog i alt Fald en hæderlig Plads blandt den Tids Skolemænd; derom vidner den Tak, som Grundtvig i et Digt bragte denne sin gamle lærer. Stougaard havde endog den Tanke at søge at vække side Disciples Fædrelandskærlighed, en Følelse, der den Gang ellers kun daarlig trivedes indenfor Skolemuren. Ikke des mindre har Latinskolen overvejende været en Borg for gammeldags Pedanteri, og om den end ikke havde en saa uheldig indflydelse paa Bruun som paa Grundtvig, hvem den forvandlede til »en kold, selvklog og lavstammet Person«, saa har den i alt Fald langt fra faaet den Betydning for hans Udvikling, som hans ejendommelige Hjem med dets stærke aandelige interesser og særlig da dets Sans for Musik.
Større, mere vækkende og oplivende Forhold ventede der Bruun i København, efter at han i 1836 var bleven Student. Dog maa man ikke tro, at han straks med det samme var den fornøjelige Fyr, om hvem Kammeraterne flokkedes. Han levede temmelig ubemærket, boede en Tid paa Walkendorfs Kollegitum, maatte undervise en del for at slaa sig igennem og udfoldede ikke nogen særlig iver i det polytekniske Studium, han havde valgt sig. Ofte har han sagt, at han skyldte sin energiske Ven, nuværende Tømmermester H. Kayser, at han fik sin Exsamen (1842). Bruun har snarest gaaet om og i Stilhed gjort sine lagttagelscr, og han har givet sine romantiske Tilbøjeligheder frit løb; mange af hans smukkeste Kompositioner hidrører fra Studenteraarene. I det hele var han den Gang overvejende en tung Natur, og ofte maatte han have Kayser med ud paa lange Spadsereture for overfor ham at lette sit Hjerte og tale om sin Melankoli, der forekom ham selv ugrundet. Og dog maa det kraftige Lune allerede have glimtet igennem. Da han havde været oppe i det sidste Fag til polyteknisk Eksamen, vendte han en Kolbøtte over det grønne Bord, endnu inden Professoren havde forladt Salen. Humoristen i ham var nu omsider brudt frem.
Som Polyteknisk Kandidat blev Bruun først rigtig dragen med ind i Studenterlivet. Han blev ivrigt Medlem af det gamle »Akademikum,« og her, hvor enhver gav til bedste, hvad han havde, sang han »Te aahl di skiønne pii'ers Ros aa Æare, Didelom deja« og andre jydske Viser. »De maa da kunne spille Komedie«, lod det rundt omkring ham. »Det ved jeg saamænd ikke«, svarede han, »jeg har aldrig prøvet det«. Men den offenlige Mening blandt Studenterne havde allerede udpeget ham, og han kom snart til at prøve sine kræfter i Studenterkomedierne. I en af disse spillede han en jævn Borgerkone, og til denne Rolle fik han Hostrup, med hvem han var bleven Ven, til at skrive Visen om de tre Studenter, der slog Fredrik VI's Buste ned. Dette gav Hostrup Ideen til at skrive en større Rolle i lignende Genre for Bruun, og da Akademikums og Studenterforeningens Sammensmeltning fejredes med Opførelsen af »Genboerne« (febr. 1844), fik Bruun ikke alene det
Hverv at give den ene af Spidsborgerne, der begge ved ham og hans Ven Adolf Steen fik en klassisk Udførelse, men fremfor alt maatte han overtage det vanskelige Parti at spille kobbersmedmadammen. Som Stykket blev en Triumf for Hostrup, saaledes blev Rollen en Triumf for Bruun. Med friskt og bredt Lune gav han den københavnske »Mutter« i hendes ufrivillige komik, han var ikke bange for at understrege de vittige Pointer, og naar han med sin Falcet sang Visen om de tre Studenter, der atter blev anvendt her, var han uimodstaaelig. Denne Vise blev for øvrigt snart ombyttet med Visen om »Soldaten, der frøs ihjel«, og deurne gjorde endnu mere Lykke. Bruuns Udførelse af Madam Smidts Rolle har bevaret sit Ry til vore Dage, og Venskabet mellem ham og Hostrup blev endnu fastere. Det bevaredes Livet igennem, skønt Forholdene rev dem fra hinanden, og det kun var sjælden, de saas. Bruun's Minder om Vennen og Studenterdigteren var ham en Helligdom, som han lige til sine sidste Aar var øm over, og det til Trods for den udprægede politiske Modsætning, der efterhaanden udviklede sig imellem dem. Jeg har aldrig set Bruun saa vred, som da der ved en eller anden Lejlighed blev ytret, at Hostrup just ikke var nogen smuk Mand. Det krænkede den gamle Mand, at man vilde tage noget fra det Billede, han bestandig havde af Hostrup som den unge Digter; han slog i Bordet og udbrød: »Han lignede en Engel<<. Da jeg senere en Gang saa paa Ungdomsbillederne af Hostrup blev hans Ansigts mærkelige klarhed mig mere iøjnefaldende end tidligere, og jeg forstod, hvad det var, Bruun havde ment.

Efter Opførelsen. af »Genboerne« var Bruun en hyppig Gæst hos Hostrups Moder. Første Gang, han kom der, var Hostrup selv ikke hjemme, og Bruun begyndte en Passiar med Moderen uden at sige, hvem han var. Samtalen drejede hurtig hen paa den vellykkede Studenterkomedie, og Fru Hostrup udtalte sig i høje toner om Udførelsen af Madam Smidts Rolle. Bruun, der godt kunne have lille en lille Skælm bag øret, rev derimod ned paa Præstationen og gottede sig mere og mere over sit Incognito, alt som Fru Hostrup blev ivrigere. Pludselig kom Hostrup til: »Maa jeg præsentere dig Madam Smidt!« Tableau! Fra den Dag var ogsaa Fru Hostrup og hendes Døtre Bruuns gode Venner.
Hostrup og Bruun havde ved Opførelsen af Genboerne begyndt et Samarbejde, der fortsattes gennem de følgende aar. Bruun »kreerede« nemlig fremdeles flere af de morsomste og mest karakteristiske Roller i Hostrups Stykker, især Præsten i >>Intrigerne«, hvor hans joviale Gemytlighed skal have været meget smittende, og Peter Ravn i »En spurv i tranedans<< hvorved han sikkert naaede højst i de komiske rollers brogede mangfoldighed.
Senere gjorde Bruun ogsaa stor Lykke, da han som Skræder i >>stegekælderen<<af Peter Faber med utvungen Frihed slog Gækken løs. Men ogsaa ellers, især i Kammeraternes Lag, kom hans elskværdige, men næsten kaade Humør for Dagen, dette >burleske Lune,:< som Hostrup omtaler i sine >:Erindringer«, og som holdt sig til Bruuns gamle Dage.

Med god Grund fremhæver Hostrup imidlertid tillige Bruun som »en fin, lyrisk Natur. Han havde rig Lejlighed til at lære ham at kende som noget andet end den overgivne Skuespiller, allerede derved, at deres Samarbejde strakte sig ud over den komiske Genres Enemærker. Som den vittige Studenterdigter tillige var et fantasirigt Følelsesmenneske, saaledes gik der ogsaa hos Bruun en kraftig Understrøm af Romantik, der især gav sig Udslag i hans mange Sangkompositioner. Nogle af disse er ligefrem komponerede til Hostrups Stykker, saaledes Bruuns mest kendte Sang: »Man maa rejse til Fods« af »Eventyr paa Fodrejsen<<. Andre Sange har Hostrup benyttet; saaledes er Bruuns kraftige, af alvor og Gru prægede Melodi til Wilsters digt »den undvegne« ganske naturlig brugt til Skriverhans's Sang, der er af lignende Indhold. Enhver, der har lyttet til disse Melodier, vil sikkert indrømme, at de passer saa ypperlig til Stykkerne, at kun aandsbeslægtede Naturer kunde have naget et saa harmonisk Resultat, og Bruuns Navn vil derfor i Fremtiden først og fremmest nævnes som knyttet til Hostrups Lystspil.
Skønt Bruun ikke manglede en vis Selvfølelse med Hensyn til sine Kompositioner, simpelthen fordi han vidste, hvormegen dyb Følelse han havde lagt i dem, var han dog saa beskeden, at han aldrig af sig selv gjorde noget alvorligt Skridt for at faa dem udgivne. Det var nærmest andre, som nu paa hans gamle Dage varmt tilskyndede ham til at lade dem komme frem, og Kgl. Hofimusikhandel paatog sig da ogsaa Udgivelsen. Efter halvhundrede Aars Forløb synes Sangene altsag omsider at skulle se Dagens Lys. Foreløbig er der dog kun udkommet et Hefte, og da det blot er nogle faa andre Melodier, der tidligere har været trykte (til Sange af Hostrups Lystspil), er Bruuns Kontponistvirksomhed foreløbig lidet kendt af det storre Publikum. Da imidlertid hans Sange vel efterhaanden vil, komme frem, og da de har deres Ejendommeligheder, turde en kort Omtale af dem dog være berettiget. Det fortællende har været Bruuns Styrke ; her var baade Brug for det Liv og den ukunstlede Jævnhed, som var ham egen. Derfor kunde han ogsaa give sig i Lag med en saa dristig Opgave som at sætte Musik til Chr. Winthers Træsnit, og flere af disse Forsøg er lykkedes for ham: det elskværdige Skælmeri nynner med i »Henrik og Else«, det gruopvækkende-storslaaede toner igennem i »Martin og Marie«, det munterthyggelige pludrer frit i »Kristen og Lene«. Mange af Buuns Sange præges af en egen romantisk Vemodighed, saaledes den i al sin Simpelhed saa gribende Sang »To Drosler«, som i Dybde og Lødighed langt overgaar den Melodi, man i Reglen hører synge - eller afjaske. Lysere er Romantikken i »Naar Pisken den knalder og »Jeg kunde slet ikke sove« . De Sange, jeg her har fremhævet, vil vise, at det ikke blot var Hostrups Digtning, der fandt Sangbund hos Bruun; Chr. Winthers stemningsrige og farvestærke Lyrik harmonerede ligesaa fuldt med hans komponistnaturel. Ogsaa til flere Salmer (»Lær mig, o Skov, »Der er et helligt Værge«, »At sige Verden ret Farvel«) har han sat Melodi. Men den Frejdighed, der var et Grundtræk i hans Personlighed, har selvfølgelig ogsaa givet sig Udtryk i hans Sange. I hans »,Aprilvise«, der er ældre end Gades Melodi til samme Sang og brugt i »Intrigerne«, har Friskheden ganske vist en ægte foraarsagtig Tilsætning af Vemod; men ublandet kommer den frem i »Man maa rejse til Fods«. Det ypperste Udslag af hans brede, jydske Lune er dog vistnok hans »Øwli« af »Æ Bienstouw, men ogsaa hans morsomme Børnesange bør nævnes.
Bruuns Komponistvirksomhed falder væsenligst i Tiden 1837-47; enkelte Kompositioner hidrører dog fra de følgende Aar indtil 1856. Flere af Sangene er paa Grund af deres store Omfang ikke helt lette at synge.
Bruun var imidlertid 1843 bleven Assistent hos Stadsguardeinen, og her passede han samvittighedsfuldt sit ensformige Arbejde, indtil Krigen i 48 rev ham ud af de dagligdags Folder. Besjælet som han var af den stærkeste Fædrelandskjærlighed, tog han det som en Selvfølge, at han meldte sig som Frivillig; men i det første Krigsaar kom han ikke i Ilden, da han var blandt de Tropper, der stode længere oppe i Jylland. Under Vaabenstilstanden holdt han 26. Jan. 1849 Bryllup med sin Forlovede, Trine Amalie Steenberg, en Præstedatter fra Viby ved Aarhus, af en Slægt, der er velkendt som ualmindelig musikalsk. Det var et tungt Farvel, de unge Ægtefæller kort efter bød hinanden, da Krigen udbrød paa ny. Bruun, der imidlertid var avanceret til Løjtnant (i Infanteriet), hørte til 5. Reservebataillon, og denne fik en haard Dyst at bestaa under Slaget ved Kolding den 3. April. Det gjaldt om at tage denne By tilbage, og vore Folk trængte frem i Stormløb, men spredtes dernæst paa Grund af den forvirrede Gadekamp. Under disse Forhold var Bruun nær bleven skudt. I en lille Smøge lagde en af hans egne Underofficerer an hen imod ham; Bruun, der troede, at Manden saa fejl, vinkede med Sablen, og bagefter spurgte han ham, hvad hans Færd skulde sige. »Ja, havde jeg ikke gjort det, Hr. Løjtnant«, svarede Underofficeren, »saa var De bleven skudt« ; og saa forklarede han, at der bag ved Bruun havde været en Slesvigholstener, som tog Sigte paa ham, medens han var lige imellem dem; havde Fjenden trykket løs, skulde han selv til Gengæld være falden, men nu opdagede han det mislige ved Stillingen og forsvandt. Medens Bruun dernæst var i Fredericia, marscherede en Del af Fjenderne op til Aarhusegnen og havde netop Kvarter i Viby, hvor hans Hustru var. I Slaget ved Fredericia deltog Bruun ogsaa; men da han var blandt de sidst udkommanderede, kom han ikke i blodig Nærkamp som ved Kolding. Til Viby Præstegaard kom en falsk Efterretning om hans Fald; men den naaede ikke hans Hustru, før hun fra hans egen Haand havde Ordene: »Jeg lever«, Ved Udgangen af dette Feltaar tog Bruun Afsked fra Hæren. Havde han ikke faaet Lejlighed til at udmærke sig ved nogen iøjnefaldende Daad, saa havde han tilgengæld vist en sjelden Evne til at holde Humør i sine Soldater.
Han genoptog nu sin Virksomhed som Assistent hos Stadsguardeinen og underviste tillige en Del. Meget havde han ikke at leve af; men han og hans Hustru var nøjsomme og tog til Takke med et lille Hus - for ikke at sige Hytte, der lag paa aaben Mark ved »Rottevejen«, der, hvor nu »Rabarberkvarterets« høje Huse trykker sig tæt op ad hverandre. Det lille Hjem var en Idyl, hvor de poetiske og musikalske Interesser dyrkedes. 1853 skaffede tømmermester Kayser sin Ven det Hverv, at redigere Industriforeningens Tidsskrift, og Bruun vedblev dermed lige indtil 1884, stadig interesseret af sin Opgave. Selv skrev han heri (1864) en Redegørelse om justervæsenet her i Landet. Det var ligeledes paa Foranledning af Kayser, at han i 1859 fik det kommunale Embede som Justermester. Hvor ensformig denne Virksomhed end kunde være, var Bruun dog altid i sit Es, naar han færdedes paa Justerkammeret i Raadhuskælderen, rede til at muntre sine Folk med Spøg og Vittigheder, men ogsaa parat til at hjælpe dem, hvis de i deres private Forhold trængte til Støtte. »Han har været os som en Fader«, udtalte flere af dem efter hans Død. Og Justerkammerets Forhandlere i provinserne, der dog for største Delen kun kendte ham af hans Breve, havde et saa fornøjeligt Indtryk af ham, at de ved hans 25 Aars Jubilæum som Justermester samlede ind til ham og overrakte ham en Opsats og Vinkande af Sølv samt -- efter hans eget Ønske - et Album med deres Portrætter. Men ogsaa Justerkammerets Personale betænkte ved denne Lejlighed sin Chef med en stor og smuk Sølvvinkande. Man vil da forstaa, at det var med tungt Hjerte, at Bruun i Foraaret 94 paa Grund af Sygdom maatte tage sin Afsked som Justermester, og de faa Gange, han siden kom til Byen, sendte han et langt Blik til Raadhuskælderen, hvor han Dag ud og Dag ind havde arbejdet saa mange Aar.
En særlig Omtale fortjener Bruuns Virksomhed som Lærer, væsenligst ved Borgerdydskolen i København, til hvilken han var knyttet i en meget lang Aarrække. Han underviste mest i Naturfagene, baade Fysik, Zoologi og Botanik. Under Zoologien lagde han Vægt paa Menneskets Fysiologi, og til Støtte for Botanikundervisningen foretog han om Søndagen Ekskursioner med Eleverne, til stor Fornøjelse for dem, men ofte til stor Uro for deres Forældre ; det var nemlig ikke Bruuns stærke Side at passe Tiden, og det kunde derfor let ske, at han blev længere ude med Drengene end aftalt. I Bruuns Velmagtsdage skal hans Undervisning have været noget ualmindeligt. Ligesom sin Fader lagde han den største Vægt paa Anskuelighed, men han havde fremfor Faderen det friske Humor og den elskværdige Jævnhed.
Han forstod i høj Grad at vække Elevernes Interesse, og han forstod i endnu højere Grad at udvikle deres Evner, fremfor alt deres tænkning. Hans Timer krydredes naturligvis med det attiske Salt, hvormed han var saa rundhaandet, og da Eleverne tillige idelig kunde mærke, at han havde Hjerte for dem, holdt de meget af ham. Ikke mindre afholdt var han af sine Medlærere. Hans vittige indfald morede dem i det daglige, og med sine Viser og sine morsomme Taler var han Midtpunktet, naar de havde Gilder. Da hans Tunghørighed omsider tvang ham til at forlade Borgerdydskolen, overraktes der ham af gamle og unge kolleger et Guldur med Kæde, og endnu indfandt han sig nogle Gange til deres Sold som Æresmedlem af >>Grisen«.
Bruun var i høj Grad et Arbejdsmenneske, og med sej kraft holdt han ud indtil et halvt Aar for sin død. Han var ikke hurtig, men des mere grundig. Hans daglige Levevis var ret ejendommelig. Han stod sent op, forsvandt dernæst ned i sin Brændekælder for at save og hugge - en Fonøjelse, som han ikke nægtede sig nogensinde -, vandrede saa paa Skolen og dernæst til Justerkammeret, i Reglen med Stokken paa Skulderen, men aldrig væbnet med Paraply; det var ham aldeles ligegyldigt, hvordan Vejret var. Paa legepladsen eller ovenpaa Sporvognen læste han meget ofte Korrektur paa industriforeningens Maanedsskrift; Tiden var jo kostbar. Hele Eftermiddagen og Aftenen arbejdede Bruun paa justerkannneret. Der var just ikke bekvemt eller hyggeligt i den mørke raadhuskælder, men han var nøjsom og fordringsløs nok til ikke at føle noget Savn; han kunde endog tage sig en Aftenlur, liggende paa Disken. Sent paa Aftenen kom han hjem - for at spise Middagsmad, og dernæst læste han til Kl. 3 ; saa var det Sengetid. Under alt dette Slid og Slæb bevarede han sit Humor; kun Tunghørigheden, der voldte Skaar i hans musikalske Nydelser, gjorde ham i de senere Aar noget mismodig. Men var han rigtig oppe, sang han ligefuldt sine Viser eller holdt Taler, saa at man sad i en latter derover. Det, man altid mødte hos ham, var en forbavsende Oprindejighed, en sokratisk Ægthed, der virkelig er noget sjældent. Ogsaa i rent ydre Maade at være paa lignede han for øvrigt Sokrates, for saa vidt som han uden forskel gav sig i Snak med hvemsomhelst han traf, aldeles som om de var gamle bekjendte. I det hele var han ikke just i kraft af Princip, men ifølge sin Natur, hævet over det meste af den sædvanlige Konveniens ; han kendte slet ikke de Former, som Flertallet af Mennesker lægger saa stor Vægt paa. I det han altid søgte til Bunden uden nogensinde at lade sig nøje med Talemaadcr og Skin, blev han en dyb Natur. Dertil kom, at skønt hans Vid ikke altid var helt godmodigt, havde han dog et stort Hjerte, der gerne vilde være aabent for alle Mennesker. Der var saa at sige ikke Grænser for de Tjenester, Bruun kunde yde, og jeg har ikke truffet Mage til hans Opofrelse, fremfor alt naturligvis overfor sine nærmeste. Skønt han ikke var meget hjemme, var han derfor alligevel meget for sin familie. Ogsaa her havde han en egen Evne til at bevare Ungdommens Romantik, ja han var egenlig en levende illustration til. Poul Møllers »Den gamle Elsker«.Bruun havde et Jærnhelbred, der syntes at skulle trodse alt, hvad han bød det. Indtil Dec. 1893 havde han virkelig aldrig været syg, men da blev han ramt af et let apoplektisk Tilfælde. Han kom dog ret godt over det, men fik snart efter en alvorlig Blærebetændelse. Endnu en Gang fik hans kraftige Natur tilsyneladende Overtaget ; men i mange Maader var han dog ikke længer sig selv. For saa vidt var det en Lykke, at et nyt Anfald af Sygdommen voldte ham døden (i. September), hvorved han blev friet fra at tilbringe sin Alderdom i en Uvirksomhed, som var hans Natur fremmed.
Han vil mindes af mange som en sjælden Personlighed.