Jens Worm Bruun
1781 - 1836

DET PÆDAGOGISKE SELSKABS FORMÆND:

Iethvert Samfund, i de smaa især, moder man. ikke sjældent Aandstyper, som umiskendeligt bærer Anlæg i sig til noget ualmindeligt. Alle Muligheder er til Stede, alt peger mod det storslagne - i Fejl eller Fortrin; det ser ud, som Naturen har villet noget usædvanligt, men lunefuld, som den er, har den svigtet sit eget Forsæt, eller Betingelserne er i sidste Øjeblik slaaet fejl: det afgørende mangler, Linierne er ikke ført igennem, og det ufærdige, der ikke fik det almenes jævne, borgerlige Præg, staar tilbage som en Karikatur af det, det skulde have været. En saadan Skikkelse er Jens Worm Bruun, - en dansk Rousseau, men født under lav Himmel, i „Vandmandens" Tegn. Hans Genf blev en sjællandsk. Provinsby, hans Paris det gamle København bag Voldene, og hans Oprørskhed vurderes aldrig højere end til en Bøde paa 5 Rdlr. Sølv til Fattigkassen i Aarhus. Efter en lignende Skala tegner sig Afstanden i Karakterens og Evnernes Dimensioner, - i alle Enkeltheder lige til Nodesystemet, hvorigennem Rousseau ved sin Opfindelse vandt sit første Ry i Paris og Bruun ved sine Ciffre til Koralmelodierne et stort. Navn blandt de gamle Sømænd i Nyboder.
Drivfjeren i Bruuns mangeartede Virksomhed er den let vakte Begejstring, en levende Ildfuldhed, parret med en næsten barnlig Forfængelighed, en Naivitet, der aldrig lod ham i Tvivl om hans egne Evner, - men Begejstringen først og sidst. Og Midlerne: det hurtige Hoved, den lette, naturlige Begavelse, Fantasifuldheden og det vindende Ydre, der ogsaa - som han paa hosstaaende Billede har ladet sig male - uvilkaarligt minder om Idealet fra Genf. Der blev da ogsaa i og for sig Resultater nok at pege paa, men intet, der rager op:
Erslews Forfatterleksikon opregner over en Snes selvstændige Arbejder fra hans Haand, Smaaskrifter og trykte Foredrag; en talrig Række Artikler i „Maanedstidenden", „Kjøbenhavns Skilderi", „Conversationsbladet" o.s.v., - allesammen er de glemt, undtagen et enkelt Værk' om „Den Lancasterske Skoleindretnings Historie", der endnu lever, fordi dets Kuriositet har gjort det udødeligt.
Og i Skoleverdenen fik han den samme Skæbne: Ledelsen af det pædagogiske Selskab, han stiftede, maatte han efter 2 Aars Forløb overgive til andre;1) i hans Formandstid var det mere end en Gang ved at opløse sig i Splittelse.

1) Saa længe Bruun opholdt sig i København, betragtedes han officielt som Selskabets Formand, men i 1822 valgtes Pastor H. C. Michelsen til Vicepræsident, og Administrationen laa i hans Hænder, til han i 1827 forlod den synkende Skude (se S. 67-77).
Ingen har modtaget saa mange Irettesættelser fra „Direktionen" som han, - hvilket- dog ikke hindrede, at alle øjensynlig vedblev at holde af `ham. Hans økonomiske Forfatning var altid fortvivlet, og som Lærer blev han mere og mere umulig. Til sidst var han „ganske ude af Stand til at passe sin Skole"; men hans gamle Elever elskede ham, indbød ham til deres Hjem, saa han en Sommer endog maatte søge Kongen om Rejsestipendium for at kunne naa rundt til dem alle!
Med alt dette er han en Type for sin Tid, og hans Vita afspejler et Stykke dansk Skolehistorie af megen Interesse. :Han blev født d. 18. April 1781 i Nykøbing paa Sjælland, hvor Faderen, Jochum Gregersen Bruun, en Stedsøn af den kendte Aarhusrektor Jens Worm, var Præst. Han forflyttedes siden til Aarhus og døde der som Præst ved Frue Kirke og Provst i Ning Herred. Moderen hed Bodil Bützov og var Datter af Stiftsprovst H. C. Bützov i København.
Jens Worm var den yngste af en talrig Søskendeflok og har maaske allerede som Barn været et uroligt Gemyt; han blev i hvert Fald som 12 Aars Dreng sendt bort fra Hjemmet og kom Huset hos sin Slægtning, den højtbegavede Professor Johan Henrik Tauber, Rektor ved Domskoten i Roskilde. Gunstigere Vilkaar kunde paa den Tid næppe været budt et Barn i Danmark. Professor Tauber var ikke blot en lærd Mand, der nød Ry for „hans ypperlige Geni, grundige Erudition og professormæssige Indsigter saa vel i andre Videnskaber som især i den hellige Filologi og Kritik", - han var tillige som Skolemand betydeligere end de fleste paa hans Tid herhjemme. Paavirket af Basedovs og Lampes Ideer ivrede han mod den ensidige Uddannelse af Hukommelsen og søgte især at vække sine Elevers Selvtænkning. Hans Undervisning var livlig og vækkende, og paa en Tid, hvor Skolen kun lærte sine Elever Græsk og Latin, opmuntrede han sine Disciple til at gøre sig bekendt med de levende Sprog og deres Litteratur, ja, han gav dem selv udenfor Skoletiden Vejledning deri. Mange af hans humane Opdragelsesprincipper kan Jens Worm Bruun siden forfægte i Pædagogisk Selskab, f. Eks. hans Afsky for korporlige Straffe.
Til sit 16. Aar nød Jens Worm godt af denne Undervisning, og hans Fortrolighed med den pædagogiske Litteratur, hans udmærkede teoretiske Ballast skyldes sikkert først og fremmest Rektorhjemmet i Roskilde.
I 1797 blev han saa sat i Aarhus Skole, hvorpaa han 2 Aar efter dimitteredes til Universitetet.
Men der kom aldrig nogen fast Plan i hans Studier. Først læste han Teologi, opgav saa det og kastede sig over Naturvidenskaberne, især Astronomi og Matematik. Saa kom 1801 med sin Krigsbegejstring, og Bruun lod sig rive med, meldte sig ind paa det kgl. Artillerikadet-Institut, blev „Stykjunker" og avancerede i 1803 til Inspektions-Underofficer. Karrieren tilfredsstillede ham ikke; han følte en Svaghed i Brystet og „ustandselig Fjerdedagsfeber", tog saa sin Afsked „som Lieutenant af Armeen". Han vilde tilbage til Naturen, og i 8 Aar lever han som Huslærer rundt omkring paa jydske flerregaarde, studerede i disse Aar især Rousseau og har sikkert selv været en fortrinlig Hovmester. Men saa længes han tilbage til Hovedstaden og finder i 1811 sin Plads som Lærer ved de mosaiske Friskoler. Han har som Lærer været noget helt for sig selv, og hans Undervisning, saa længe den interesserede ham, meget livfuld; han var noget af et Opfindergeni, konstruerede det ene „Anskuelsesapparat" efter det andet, geografiske, astronomiske, musikalske. Undertiden lavede han hele Udstillinger og indbød sine Kolleger til at tage dem i Øjesyn; hans Mesterstykke var det berømmelige „Psalmodicon". Naar han ikke selv kunde overkomme at lave de Kugler, Cylindre og Kegler, han havde Brug for, lod han Drengene hjælpe sig og afkøbte dem saa bagefter de færdige Genstande.
Gennem sine ansete Slægtninge fik han Adgang til Hovedstadskredse, der ikke stod enhver københavnsk Skolelærer aaben; og han forstod ved sit indtagende Væsen at hævde sig. Hans Ægteskab er et Vidnesbyrd herom: I 1813 hjemførte han Artillerimajor Hebers yngste Datter, Juliane Hedevig, som sin Hustru.
For dem, der troede paa hans usædvanlige Muligheder, er hans følgende Liv dog utvivlsomt blevet en Skuffelse. Fra omkring,1817 kan vi følge ham gennem de hyppige Ansøgninger, der foreligger fra hans Haand: til Skoledirektionen og til Kongen. Han hutler sig kummerligt igennem som Skolelærer ved forskellige institutter; tumler med pædagogiske Projekter, videnskabelige Problemer og først og sidst med sin fortvivlede Økonomi. Hans „Promemorier" munder i Reglen ud i en Bøn om „Gratifikation" - med en Udmaling af den Fattigdom, han lever under: Allerede i sin Henvendelse til Skoledirektionen den 22. Maj 1817 slaar han Tonen an. Han har i den foregaaende Vinter holdt matematiske „Forelæsninger", der øjensynlig har givet ham Underskud; en Ansøgning til Kongen om „Oprejsning" er sendt til Skoledirektionens Erklæring, og han iler med at gøre denne bekendt med sine Kaar, da han frygter, „han ikke har den Lykke at være bekendt for den høje Direktion som praktisk Skolemand".
,,Derfor vover jeg, med Hensyn paa nærværende Ansøgning, og i det befrygtede Tilfælde at anmelde for den høje Direktion min trængende Stilling, da jeg sidder paa 250 Rdlr. S. V. fast Gage for 5 Timers daglig Undervisning og maa ved 5-6 andre Timers usikre Privatundervisning erhverve mig det øvrige, min Families Underholdning kræver. Uden egen Formue har jeg selv to Børn og i de sidste tre Aar endnu haft to halvvoksne Broderbørn, der bleve sendt mig herover fra Jylland, hvor en Tante havde taget dem til sig efter Faderens Død, men ej kunde føde dem længere."
Paa denne Tid er det, han lærer den Lancasterske Undervisning at kende, og i den finder hans Begejstring sin varigste Genstand. Det parisiske Selskab for indbyrdes Undervisning, dets Tidsskrift og de pædagogiske Diskussioner, han her fandt Referater af, blev Midtpunktet for alle hans Interesser. Resultat blev det tidligere omtalte beskedne Forsøg paa at udgive dansk „Maanedstidende".
Da Metoden saa for Alvor begyndte at vinde Indpas i Danmark, skete det som bekendt under Militær-Protektion, med Major Abrahamson som øverste Protektor og Løjtnant Wille som Adjutant. Bruun var jo ogsaa „Lieutenant af Armeen", nu tog han Titlen frem. Den gav ham Adgang til Musikken. I Maj 1818 ansøger han Skoledirektionen om Understøttelse at oprette sin Undervisningsanstalt „efter den i de Lancasterske Skoler brugelige Metode". Hans Virksomhed paa dette Omraade er der tidligere gjort Rede for. Den blev til ringe Glæde for ham selv, da han straks distanceredes af den langt smidige Løjtnant Wille, - en energisk, men intrigant og ingenlun4 sympatisk Mand, der straks forstod at indynde sig hos Major Abrahamson.
Det lykkedes dog Bruun i 1819 at blive Leder af den Prøveskole, Georg Suell havde sat i Gang; og Aaret efter udgav han sin Bog „Den Lancasterske Skoleindretnings Historie", et Værk paa 158 Sider med 2 Portrætter (af Bell og Lancaster) og 4 PIancher i Stentryk. Den indledes med en Skildring af Joseph Lancasters Levned, en Panegyrik, der løber ud i komisk Karikatur: ,,... Som Yngling, endnu under 20 Aar, begyndte han Manddomsværk og fuldførte dette med en Halvguds Kraft . den Mand, der vidste Midler til at omskabe den raaeste Gadepøbels, ved Lediggang forvildede Børn, til saa lærevillige og ordnede Disciple, kunde ene Lærer og Styrer havde 1000 i een Stue ... Hans Værk gaar fremad til større og større Fuldkommenhed. Derved er foranlediget en Revolution i Mennesker gensidige Forholde, hvorved, uden at begynde med Blodsudgydelse og Hævn, Erkendelsen af Menneskets Rettigheder og Bestemmelse som Menneske vil blive en grundfæstet Idee for hele Efterverdenen ... Saaledes kan Lancaster, uden Ugudelighe kaldes Verdens 3die Frelser, naar vi kalder Luther den 2den
Efter i et Aars Tid at have ledet Prøveskolen blev Bruun, som han selv siger, „træt af Børnesværmen" og vendte tilbage til sine gamle Fantasier, at skabe en pædagogisk „Encyklopædi". Stiftelsen af Det pædagogiske Selskab var et Led i hans Bestræbelser for at skaffe sig Medarbejdere. Encyklopædien fik han aldrig færdig. En Mængde andre 'Interesser krydsede de store Planer. Han holdt Forelæsninger, som han siden lod trykke, over Matematikkens forskellige Grene (i „Selskabet til Haandværkerstandens Forædling"), aritmetiske Forelæsninger og Conversatorium, Samtaler over Cramers Regnebog, Sol- og Maaneformørkelser. I 1818 udsender han Indbydelse til off. Forelæsninger over Mekanik og Kemi; i 1820 udsender han sin kuriøse ,,Indbydelse til Forældre, at sende deres Drengebørn til ham, for med dem at gøre Excursioner i Naturen og øves i at bruge Tiden og Lommepenge, samt at omgaaes Andre". I Øvelsen „at bruge Lommepenge" var han i høj Grad forfaren. Hans egne slog aldrig til, skønt han efter Omstændighederne havde ret gode Indtægter. Han havde sin Dag fuldt besat med Undervisningstimer, og for sine „Forelæsninger" modtog han Honorar, som han i sine Bekendtgørelser fastsatte paa følgende originale Maade: „Entreen betales med en Mark eller en Gentjeneste".
I 1821 ramtes han af et økonomisk Uheld, som han dog selv var uden Skyld i. Handelshuset Meyer og Trier, der opretholdt de mosaiske Friskoler, gik Fallit, og Lærerne mistede uventet deres Indtægter. I en Skrivelse til Pædagogisk Selskabs Direktion gør Bruun Rede for Katastrofen, der sikkert har bragt andre end ham i pinlig Forlegenhed:

„Ifølge Det pædagogiske Selskabs Love kan dets Medlemmer faa oplæst og bekendtgjort, naar der ønskes Undervisningstimer besatte. Undertegnede beder derfor den ærede Direktion, at følgende maa komme til
mange velvillige Brødres Kundskab:
Pludselig er jeg sat 1 Rdlr. daglig tilbage i mine Indtægter paa følgende Maade: Handelshuset Meyer og Triers, samt Moses Meyers Fallit have foraarsaget de mosaiske Friskoler et føleligt Tab og bragt deres Kassers Underbalance for Dagen, hvilket før dækkedes ved Kassererens villige Udlæg af egen Kasse. Kassereren, Moses Trier, erklærede allerede i Fjor Forsar, at han ikke vilde eller kunde staa mere i Forskud, hvorover Lærerne mestte bie halve Aar paa deres Gage. Dette satte mig vel noget tilbage, dog gik det endnu indtil Januar dette Aar i sin gamle Tour ved Drengeskolen, formedelst Hr. M. L. Nathansons Omsorg, saa at vi dog i Løbet af den følgende Maaned fik vor Gage. Hans egne Omstændigheder tillod ham nu ej længer at staa i Forskud for Skolekassen, og fra Februar havde vi alt
paa een Gang 5 Mdrs. Gage tilgode. Derpaa blev betalt for 3 Mdr., men med Juli Maaneds Ende havde vi atter 3 Mdr. tilgode. Istedet for Penge fik Lærerne et Brev af 6. August, hvori der beregnes os, ikke alene for Eftertiden, men fra 1. Juli 1/3 mindre Gage, og Betalingen bestemmes til December Termin, - altsaa et Arbejde 9 Maaneder uden Gage. Herved taber jeg 14 Rdlr. maanedlig. Min Bolig skal lejes bort for Skolekassens Regning, dette giver mig en lignende Udgift til Husleje ... Jeg har 7 Munde at mætte og er sat aldeles tilbage ved at købe i Smaapartier, Jaane og pantsætte. 1)

1) Indk. Breve: 11. Aug. 1821. Pæd. Selsk.s Arkiv.

Direktionen omsendte Bruuns Andragende til Medlemmerne, ledsaget af følgende lille Skrivelse, der vidner om, at Sympatien for ham, trods alle Stridigheder, har holdt sig uforandret: „Hr. Bruun trænger ikke til Direktionens Anbefaling. Hvad han er som Pædagog og som Menneske, hvad han har været og er for vort Selskab, og hvad han har gjort og vilde gøre for sine Medbrødre, naar de fandt sig i samme Stilling som han nu -, det kender enhver af os for vel til, at vi ikke skulde føle den inderligste Deltagelse i hans Skæbne og være redebonne til at hjælpe ham, med hvad vi kunne."
Sin Hovedvirksomhed finder han nu en Aarrække som Sanglærer ved Søetatens Drengeskole og ved Normalskolen for indbyrdes Undervisning, og han begynder Udgivelsen af sine „Salmer i Ciffre" og en lang Række af Melodibøger. I en Skrivelse til Skoledirektionen (7/2 1823) meddeler han, at flere Hundrede Eksemplarer af „Salmer i Ciffre", som Sangkomiteen har ladet trykke, er uddelt til Skolelærere. „Jeg har den Fornøjelse," slutter han, „at det finder Bifald. I Nyboder er det blevet en Opbyggelsesbog, idet man køber den til Husandagt, fordi man ikke kan overkomme at købe en hel Salmebog".
Naar de økonomiske Bekymringer ikke fordrev ham fra Hjemmet, har han sikkert været en udmærket Familiefader. Hans Søn, der siden blev Justermester, fortæller, hvorledes han fra sine Drengeaar mindedes, at Faderen vandrede op og ned gennem en lang Korridor og to Værelser, med Bogen i den ene Haand og Smørrebrødet i den anden. Naar Drengen da saa sit Snit, sprang han op paa Faderens Ryg og blev hængende der, uden at denne lod sig forstyrre, indtil han endelig fandt Byrden generende og rystede Drengen af sig, stadig læsende og spisende. Om Søndagen tog han med Familien i Dyrehaven, og man kunde da se ham paa gammel københavnsk Vis køre med Barnevognen (med Proviant) ud ad Strandvejen.1)

1, „Vor Ungdom" 1896 S. 304.

Da han i 1827 søgte Embede i Aarhus, modtog han en Række udmærkede Anbefalinger fra de københavnske Skoleautoriteter og Det pædagogiske Selskabs Direktion. Dem var han saa stolt af, at han samme Aar udgav dem i Trykken! 2)

2 Copier og Extracter af nogle Vidnesbyrd" (Kbh. 1827).

Sin Ansøgning sendte han direkte til Kancelliet, og mod Skolekommissionens Indstilling modtog han Kaldelsen af Frederik d. VI., den er dateret Fredensborg d. 24. Juli 1827. Om hans Virksomhed i Aarhus har Chr. Buur fortalt i sin Bog „Skoleliv i Aarhus for 100 Aar siden" (1919) : „Det gik ham ikke godt; han blev aldrig nogen dygtig Lærer. Projekter havde han nok af, men i Skolen duede han næppe ret meget, og han maatte allerede fra Begyndelsen af 1830erne holde Hjælpelærer."
Ved sin Bortrejse fra København udnævntes han til korresponderende Medlem af Det pædagogiske Selskab. Han var den eneste af disse, der lod høre fra sig. Endnu i 1836 holdt han Forbindelsen ved Lige. Paa et Møde d. 9. Juli oplæser Hertzog ,,nogle Bemærkninger af J. W. Bruun i Aarhus om Skolens Tilstand der ved hans Ankomst". De er desværre ikke blevet opbevaret.
I 1830 nægter han at læse nogle vakante Timer ved Skolen i Aarhus, og idømtes af den Grund en Mulkt paa 5 Rdlr., som han indgik paa at faa trukket af i sin Løn. Han blev mere og mere ude af Stand til at passe sin Skole, og i 1833 blev det ved Kancelli-Resolution paalagt ham enten selv at,overtage sit Embede eller skaffe sig en duelig Hjælpelærer. I 1836 døde han, knap 55 Aar gammel. Fire Aar efter sin Død mindes han første Gang i en Vise paa Selskabets Stiftelsesdag - af Carl Holger Visby:

Det Baand, som fast os knyttet har,
bestod alt mange Dage;
og tidt vi her forsamlet var
de tyve Aar tilbage.

Jens Bruun vi har ej glemt dit Navn;
det staar blandt vore første.
Det Maal: at stifte Held og Gavn,
var altid dig det største.
Du samled os i denne Kreds,
den var din Lyst og Ære.
Med Lærers Stilling veltilfreds
ej mer du ønsked være.
Hvad du har plantet, endnu gror
og skal ej Næring savne.
Hvor Varme, Lyst og Iver bor,
en Broderaand vi favne.

Da Selskabets 75 Aars Jubilæum fejredes i 1895, var et helt „Mindeqvad" viet Jens Worm Bruun. Det var forfattet af Hospes (o: Dr. Emil Gigas) og - med historisk Nøjagtighed - forsynet med Ciffer-Noder. I et Par enkelte Vers er hans mest karakteristiske Egenheder samlet:

Hans Kald var forvist at docere,
i Øjet var Lærerens Blik;
hvor monne han ei conversere
om Cramer og Arithmetiki
Paa Skovtur for Vexternes Rige
han aabned de Smaadrenges Siel;
han lærte dem Stjerner at kige
og bruge en Fiirskilling vel.
De Hørere ginge saa sløve
og slede, Dag ud og Dag ind;
de trængte til Aanden at øve
ved Ordets og Tankernes Spind.
Alt mellem de Cifferchoraler
en Plan da fremglimted for Bruun:
Af Hører skal vorde en Taler;
vi bygge vor Konst et Paulun!

Nu har dette Paulun altsaa staaet i hundrede Aar. I al den modgang, der Livet igennem mødte dets Bygmester, kan man egentligt ikke sige, der var noget uretfærdigt. Hans hele Personlighed var en Udfordring til Skæbnen; men paa det ene Omraade, hvor han gav en virkelig Indsats, bragte et stort, uegennyttigt personligt Offer, ydede ogsaa den samme Skæbne ham fuld retfærdighed: bevarede hans Navn mod Glemsel, løftede det gode i hans Karakter mod Lyset og lod dens mindre heldige egenskaber træde i Skyggen, saa hans Gerning af Eftertiden med ærbødighed kan drages til Minde.